Fysikkens verdensbillede

For at danne os et overblik over fysikken og den opfattelse af verden, den har skabt, skal vi kigge tilbage på fysikkens historie og dens forskellige verdensbilleder. Vi møder herunder en række forskellige fysikere med hver deres tankegang, logik og opfattelse af verden.

Helt tilbage til 350 år f.kr. var opfattelsen i høj grad præget af filosofien. Den græske filosof Aristoteles mente man var naturvidenskabens skaber. Han beskæftigede sig med både filosofiske og videnskablige emner. For ham bestod verden af 4 elementer: vand, luft, ild og jord. Han observerede de fire elementer og så på deres naturlige bevægelser. Vand og jord var tunge elementer og søgte mod det naturlige sted. Ild og luft var derimod lette elementer og søgte til vejrs. En anden - eller femte om man vil - opdagelse han gjorde sig, var at lys bevæger sig. Dette blev det 5. element, og dét kaldte han æteren.
Udfra disse iagttagelser mente han at grundlandet for jordens bevægelse kunne forklares. Han opfattede altså jorden som geocentrisk og kugleformet.

En polak ved navn Nicolaus Kopernikus kom med et stort gennembrud med verdensbilledet i 1500-tallet. Han udtalte:

"Jordcentret er ikke universets centrum, men kun centrum for tyngden og månesfæren. Alle sfærer drejer sig omkring Solen som deres midtpunkt, og derfor er Solen universets centrum"

På trods af denne nye opfattelse, var det ikke alle, Kopernikus kunne overtale. Tycho Brahe mente stadig at jorden var verdens centrum, dog at de andre planeter kredsede om solen. Han begyndte at måle astronomiske observationer med instrumenter og udviklede sin egen teori om planeternes bevægelse. Det var altså en kompromis mellem Kopernikus og Aristoteles.

"Mål det, der er måleligt, og gør det, der ikke er måleligt, måleligt."

Det blev udtalt i Italien samme tid af Galileo Galilei. Det blev grundlaget for det vi i dag kender som den naturvidenskabelige metode. 
Galilei var også så heldigt, at være født i den tid, hvor kikkerten havde fået sit gennembrud. Dette brugte han til at opdage Jupiters måner og bekræftede nu, at Solen var i centrum.

En anden klog man, vi ikke må glemme at inddrage, er Isaac Newton. Han formåede at gennemskue planeternes præcise bevægelse og grunden til dette. Hans teori om massetiltrækningskraften kom til ham, da et æble faldt fra et træ. Dette har ikke noget at gøre med de genetiske elementer i afkommet, men derimod at jorden altså måtte have en tiltrækningskraft, der kunne tiltrække æblet. Herfra lavede han 3 grundlæggende bevægelseslove:

1. lov: Inertiens lov
2. lov: Kraft = masse gange acceleration
3. lov: Aktion = reaktion

Dette medvirkede også en helt ny opfattelse af verdensbilledet. Denne omgang det deterministiske verdensbillede. Alt kunne herunder forudberegnes, hvis man bare havde styr på det der matematik. Det er jo en sag, os med matematik A godt kan lide. Vi regner derfor også med at blive så store som Newton en dag. Men det er nok også derfor, vi ikke har filosofi som noget fag, for efter Newton gik man fra filosofien og herefter tog Einstein over. Han mente lyset er det eneste fænomen, vi kan stole på. Da teknologien udviklede sig gennem årene udviklede Einstein den moderne fysik.

Verdensbilledet har ændret sig igen siden da. I dag betragter man hverken Jorden eller Solen som værende centrum, da man opdagede at Solen egentlig blot var en stjerne. Vi tror på det kosmologiske princip, hvor det homogene og det isotrope er i tale. Lige meget hvor vi er, ser det ud som om vi er i centrum.